Henrik Ibsens skrifter

Det er altid med en underlig blandet følelse at jeg læser ​Deres breve. Hvad De skriver er mere digte end breve; det kommer til mig som et nødråb fra en der er bleven ene levende tilbage i et stort uddød strøg. Og så kan jeg jo ikke andet end glæde mig og takke Dem, fordi De retter dette råb netop til mig. Men på den anden side fylder det mig med bekymring idet jeg spørger mig selv: hvad skal ​en sådan stemning føre til? Jeg har da ikke andet at slå mig til ro med end det håb at det kun er en ​gennemgang. Det forekommer mig som om De nu står i den samme krisis som jeg i ​de dage jeg skred til at skrive «Brand», og jeg er viss på at også De vil vide at finde det lægemiddel, som driver sygdomsstoffet ud af kroppen. En energisk produceren er en fortræffelig kur. Hvad jeg først og fremst vil ønske Dem er en rigtig fuldblods egoisme, der kan drive Dem til for en tid at sætte Deres eget som det eneste, der har værd og betydning, og alt andet som ikke existerende. Optag ikke dette som et tegn på noget brutalt i min natur! De kan jo dog ikke gavne Deres samfund på nogen bedre måde, end ved at ​udmynte det metal, De har i Dem selv. Det solidariske har jeg egentlig aldrig havt nogen stærk følelse af; jeg har igrunden kun taget det sådan med som traditionel troessætning; – og havde man mod til fuldt og helt at sætte det ud af betragtning, så blev man kanske kvit den ballast som tynger værst på personligheden. – Overhovedet er der tider da hele verdenshistorien står for mig som et eneste stort skibbrud; det gælder at frelse sig selv. – Specialreformer lover jeg mig intet af. Hele slægten er på vildspor, det er sagen. Eller er der virkelig noget hold i den nuværende situation? Dette med uopnåelige idealer og sligt? Hele rækken af slægter forekommer mig som en ung mand der har ​forladt sin læst og er gået til theatret. Vi har gjort fiasco både i elskerfaget og i det heroiske fag; det eneste vi har vist en smule talent for er det naiv-komiske; men med den mere udviklede selvbevidsthed går heller ikke det længere. At det er bedre bevendt i andre lande, end hjemme, tror jeg ikke; massen står udenfor al forståelse af det højere både ude og hjemme. –

Og så skulde jeg forsøge på at ​stikke en fane ud! Ak, kære ven, det blev en historie som ​da L. Napoleon gik iland i Boulogne med en ørn på hovedet. Senere, da hans missions time slog, behøvede han ingen ørn. – Under beskæftigelsen med «Julian» er jeg på en viss måde bleven ​fatalist; men dette stykke bliver dog et slags fane. Frygt for øvrigt ikke for noget slags tendensvæsen; jeg ser på karaktererne, på de krydsende planer, på historien, og giver mig ikke af med «moralen» af det hele – forudsat at De ikke under historiens moral vil forstå ​dens filosofi; thi at en sådan kommer til at skinne frem som den endelige dom over det kæmpende og sejrende, er en selvfølge. Dog alt dette kan kun anskueliggøres praktisk.

​Deres forrige brev om denne genstand gjorde mig ikke urolig, først fordi jeg fra Deres side var forberedt på deslige betænkeligheder, og dernæst fordi jeg tager stoffet anderledes, end De forudsætter. –

​Deres bog har jeg modtaget; jeg kan kun sige Dem at den for mig er en læsning, som jeg atter og atter vender tilbage til. – Ja, kære fortræffelige Brandes, det er mig ufatteligt at De kan være mismodig. De har jo dog fået ​åndens kaldelse så klart og utvetydigt som kun få mennesker. Hvad skal så dette mismod til? Har De lov til det? Tro forøvrigt ikke andet, end at jeg godt forstår Dem.

De viser mig nok den tjeneste at fremsende indlagte visitkort til ​cand. mag. Fr: Knudtzon, Amaliegade; – skulde De personlig træffe ham etsteds, så hils ham fra mig; jeg sætter ham i mange henseender højt; – jeg kan også sige at han er en begejstret og ubetinget beundrer af Dem.

Og så tilsidst hjertelig tak for ​besøget i Dresden; det var fest-timer for mig. Lykke, mod, sundhed og alt godt!